NR. 9·2017 | CAMPUSLIV / CAMPUS LIFE | 19
strider mod al sund fornuft
Af Marianne Vang Ryde
Det er en ganske almindelig morgen. Familien
Hoff er bænket rundt om bordet
til dagens første måltid. Pludselig rykker
seksårige Bertram sin stol over ved siden
af Ulrichs, ser alvorligt på ham og siger:
„Far, det der med kvantefysik, det skal vi
lige tale lidt om.“
’Den tager vi lidt senere’, ville andre
travle mennesker måske sige, men Ulrich
lader ikke sådan en chance gå fra sig;
sønnen får lige på stedet en historie om
kvantefysikken. Ulrich fortæller også, at
han samme aften skal holde et foredrag
om kvanteteknologi, hvortil Bertram tørt
bemærker: „Kvanteteknologi er et meget
langt ord.“
Og det har han jo ret i; ordet refererer
oven i købet til nogle fænomener, som
man ikke møder i dagligdagen; det er det,
Ulrich synes, er så fascinerende. Han tør
ikke sige, at han selv forstår helt til bunds,
hvad kvantefysik er. Netop derfor er det
så dejligt at få lov til at svare på sønnens
spørgsmål og i det hele taget formidle det
til andre mennesker.
„Det tvinger en til at tænke over alt
det, man ellers kan have en tendens til
at tage for givet. Vi er rigtig gode til at
beskrive kvantefænomenerne matematisk
og kan eksperimentere med dem og
konstatere, at teorierne holder. Ting kan
være i superposition, det vil sige i flere
tilstande på en gang, og ’entanglede’, det
vil sige sammenfiltrede, selv om de befinder
sig to forskellige steder. Vi kan
ikke se det, men vi ved, at det må være
sandt. Det er da vildt fascinerende.“
„Men det er svært at forstå med vores
normale begrebsapparat. Når vi analyserer
ting i naturvidenskaben, bryder vi
det ned i små bokse og forsøger at forstå
dem enkeltvis. Det går ikke med entanglement,
for her er det helheden, det handler
om; to partikler, som udgør et system,
lige meget hvad man gør ved dem, bortset
fra hvis man måler på dem.“
Ulrich har forsøgt at finde ud af, hvorfor
det er så svært for os at forstå entanglement,
ved at læse forskellige filosoffer,
og via Heisenberg, Popper og Bohm
er sporet endt hos Kant. Så nu er han godt
i gang med Kants ’Kritik af den rene fornuft’.
Han kan i det hele taget godt lide at
læse forfattere, der anskuer verden fra alternative
vinkler. Det giver ham nogle billeder,
som er rigtig gode i formidlingen.
Tæt på Nobel-fysiker
Lige siden han som dreng stod i baghaven
med sit teleskop og betragtede stjernerne
på den mørke østjyske himmel, har Ulrich
været fascineret af naturvidenskab.
At finde ud af, hvordan verden er skruet
sammen helt ned til mindste detalje. Så
efter studentereksamen begyndte han
selvfølgelig at læse fysik på KU.
På et tidspunkt i løbet af bacheloruddannelsen
deltog han i et forsøg, som gik
ud på at få en sky af natriumatomer kondenseret
ned i en kvantetilstand, så de begyndte
at opføre sig som ét objekt – det
såkaldte Bose-Einstein-kondensat.
Det fascinerede den unge bachelorstuderende
enormt, og derefter vidste han, at
kandidatstudiet skulle handle om kvantefysik.
Han lod sig dog ikke nøje med,
hvad KU kunne tilbyde,
men rejste på et tidspunkt
til École Normale Supérieure
i Paris og fik lov
at lave sit specialestudie i
laboratoriet hos professor
Serge Haroche, som
seks år senere modtog
Nobelprisen i fysik for sit
arbejde med eksperimentelle metoder til
at måle og manipulere individuelle kvantesystemer.
„Det var fantastisk at få lov at lære af
nogle af de bedste og endda være involveret
i nogle af gruppens publikationer,“
siger Ulrich uden på nogen måde at tage
ejerskab for de banebrydende resultater.
„På KU målte vi atomer med lys, i Paris
brugte vi atomer til at måle på lys. Begge
dele var virkelig spændende. Og det
har været en drivkraft for mig lige siden
at opleve, hvordan det kan lade sig gøre
at bygge eksperimenter, der er så avancerede,
at man kan studere naturen på allermindste
niveau.“
Hvorfor er himlen blå?
Efter kandidateksamen var det oplagt for
Ulrich at starte et ph.d.-studium på KU,
men han stoppede, fordi han ikke trivedes.
Fysikken var fantastisk interessant,
men han kunne ikke finde sig til rette i
den nye gruppe.
I stedet kastede han sig helhjertet ind i
jobbet som gymnasielærer og blev meget
glad for det. Han lavede nye øvelser og
afprøvede hele tiden alternative måder at
drage eleverne ind i det univers, han selv
var så optaget af.
„Jeg blev lidt deprimeret over at opdage,
hvor snæver en opfattelse af verden
mange af dem havde. De interesserede sig
kun for det helt nære; gymnasiet, storcenteret
og hjemmet. Så jeg gjorde alt, hvad
jeg kunne, for at presse dem ud af den
boble og præsentere dem for nogle elementer
af naturen, som de kunne blive
fascineret af. Bare sådan noget som at
overveje, hvorfor himlen er blå; det bør
man da undre sig over. Jeg ville gøre dem
bevidste om verden: Se, her er noget rigtig
spændende, hvis I bare besværer jer
med at åbne øjnene.“
Selv om Ulrich efter nogle år som
gymnasielærer blev lokket tilbage til
forskningsverdenen og fik taget en ph.d.
på DTU Fysik, så er han ikke holdt op
med at formidle sin viden på mange forskellige
niveauer. Han bruger stadig en
masse tid på at guide gymnasieelever,
folkeuniversitetsstuderende, læsere af videnskab.
dk og selvfølgelig DTU-studerende
ind i kvantefysikkens
forunderlige verden.
„Man kan godt argumentere
for, at det er akademisk
selvmord at fokusere
så meget på formidling,
som jeg har gjort. Det
tager jo tid fra publiceringen,
som vi evalueres på.
Men jeg synes, det er fantastisk både at have
sine grundvidenskabelige eksperimenter
og at prøve at gøre det, man arbejder
med, forståeligt for andre,“ siger Ulrich.
Og en imponerende række af formidlingsinitiativer
understreger hans pointe.
Flodhesten Dolph
Det er Ulrichs fortjeneste, at Nanoteket på
DTU Fysik er blevet udvidet med kvantefysiske
opstillinger, hvor gymnasieelever
og DTU-studerende kan lave deres egne
forsøg og få syn for sagn; superposition
og entanglement er virkelige fænomener
og ikke bare formler på papiret.
Det ligger ikke i fagplanerne, at gymnasieelever
skal lære om kvantefysik, så
Ulrich er også i gang med at udvikle et
undervisningsmateriale, lærerne kan
bruge, når de skal forberede besøget i
DTU’s QuantumLab. Det bliver ikke bare
endnu en kedelig lærebog, for efter Ulrichs
mening skal der andet end ord til at
fange interessen. Derfor har han allieret
sig med tegneren Anders Morgenthaler,
som han mente ville være den bedste til
at koble det komplekse med noget helt
lavpraktisk.
„Anders’ spøjse blik på verden matcher
fint med kvantemekanikken. Flodhesten
Dolph har altid mindet mig om en
kvantemekanisk måling. Når vi måler på
en superpositionstilstand, og den i samme
øjeblik kollapser ned i en veldefineret
tilstand, så er det Dolph, der kommer
med sin kølle og tvinger kvantetilstanden
til at have en særlig egenskab.“
Inden længe kommer der også en
børnebog
om kvantefysik skrevet og tegnet
af forfatteren Jan Egesborg på grundlag
af en række forelæsninger, Ulrich og
hans gruppeleder, professor Ulrik Lund
Andersen, har holdt for ham. Og på lidt
længere sigt kan det måske udvikle sig til
en tegneserie for de lidt ældre.
Struktur og genbrug
Samtidig med al formidlingen vokser
nye eksperimenter frem i fortsættelse af
Ulrichs
ph.d-projekt. Drømmen er at få
små objekter til at opføre sig kvantemekanisk
ved hjælp af lys. Det er primært et
grundforskningsprojekt, men kan måske
føre til nye typer sensorer eller alternative
kvante-bits. Ulrich har desuden påtaget
sig at koordinere
DTU’s nye samlende
indsats på kvanteteknologiområdet,
QuantumDTU.
Han skal selvfølgelig også have energi
til familien, som til november udvides
med barn nummer to. Hjemmet er fyldt
med guitarer af alle slags, som Ulrich prøver
at få tid til at spille på, og et klaver,
som han og sønnen er ved at udforske
sammen, og familien smutter ofte over i
DR Koncerthuset eller andre steder for
at høre musik.
Hvordan er det muligt at nå det hele?
„Jeg øver mig i at strukturere arbejdet og
sørger for at genbruge så meget som muligt.
Og jeg har fundet ud af, at jeg fungerer
fint, bare jeg får fire timers søvn; begejstringen
og glæden holder mig i gang
... og så af og til en ordentlig skraber i
weekenderne.“
fascinating—but difficult to understand using
normal concepts.
When we analyse things in the natural sciences,
we break them down into small boxes
and try to understand them individually. This
doesn’t work with entanglement. Here, it’s
about the bigger picture—two particles that
constitute a system no matter what you do
with them—with the exception of measuring
them.”
Ulrich has attempted to understand why it
is so difficult for us to understand entanglement
by studying the different philosophers—
and via Heisenberg. Popper, and Bohm, he has
arrived at Kant. So now he is sinking his teeth
into Kant’s ‘Critique of Pure Reason’. In general,
he likes to read authors who see the world
from different angles. This gives him some pictures
which are very useful in the communication
process.
Ever since he was a boy standing in the
backyard with his telescope gazing up at the
stars in the dark East Jutland night sky, Ulrich
has been fascinated by the natural sciences—
finding out how the world works all the way
down to the smallest detail. So, naturally, after
his secondary school leaving examination, he
embarked on a physics degree at UCPH.
However, not content to make do with what
UCPH had to offer, he travelled at one point
to École Normale Supérieure in Paris where
he was allowed to carry out his thesis work.
AA Jeg synes, det er
fantastisk både at have
sine grundvidenskabelige
eksperimenter og at prøve
at gøre det, man arbejder
med, forståeligt for andre.
BLÅ BOG
Ulrich Busk Hoff er 35 år. Han er gift, har en dreng på 6 år og venter
et barn til november. Bor på Islands Brygge i København.
• 2015- Postdoc ved DTU Fysik, med et halvt års afbræk som postdoc
ved University of Queensland i Australien
• 2015: Ph.d. i fysik, Danmarks Tekniske Universitet
• 2010: Gymnasialt pædagogikum, Syddansk Universitet
• 2007: Cand. scient. i fysik fra Københavns Universitet
• 2006: Specialestudie ved École Normale Supérieure i Paris
• 2001: Matematisk student fra Odder Gymnasium
SCAN TO READ
FULL ARTICLES
dtu.dk/1709