It is hardly caffeine abstinence during his
studies that has made Nikolaj a Harvard candidate—
but if your brain really does perform better
in the long term without coffee, then maybe
a small part of the explanation lies here after all.
Nikolaj began his PhD studies at DTU
Nanotech
in October, but felt he needed to
return to the USA, where he was previously
NR. 1·2018 | CAMPUSLIV / CAMPUS LIFE | 15
an exchange student on the West Coast. Ever
since, he has dreamed about experiencing the
East Coast of America. For a long time he has
had his eye on a specific research group at
Harvard, which he found produced impressive
results:
“Every time I had an idea and thought that
it was the best I’d ever had, I discovered it had
already been tested—and each time by Joanna
Aizenberg’s group at Harvard. So it was clear
that our thoughts were in sync,” Nikolaj explains.
He therefore wrote an unsolicited application
to Joanna, asking whether he could spend
a year studying with her group—and with the
help of good references from his previous stay
FOTO JEPPE MØLGAARD
in the US, his dream became a reality. This
means that Nikolaj will have the opportunity
to formulate his own project—something
which is high on his list of priorities.
“I don’t work optimally if I’m just given assignments
to do. That’s just the way I am,” he
says.
jekt, som jeg arbejdede med til klokken
tre i nat. Ham, jeg hjalp, var faktisk slet
ikke til stede.“
Jeg spørger overrasket, hvorfor i al verden
han gider arbejde med andre studerendes
projekter til så sent.
„Jamen, fordi det er spændende! Projektet
handler om et nyt materiale, som
blandt andet kan forbedre solcellers indtag
af energi – det er jo vigtigt for os alle
sammen.“
Nikolaj arbejder selv med manipulation
af væsker på overflader, blandt andet
i mikrofluide systemer, også kaldet ’lab
on a chip.’ Under opholdet på Harvard
forsøger han at udvikle en teknologi, som
kan overvinde de begrænsninger, der er
ved de nuværende lab on a chip-systemer.
Jeg spørger, om han kan se resultater.
„Der skal ofte mange eksperimenter
til, før man har vist, at ens idéer også virker
i praksis. For hver dag, hvor det går
godt, er der 30 dage, hvor det ikke går,
som man håber,“ siger Nikolaj.
Men det får ham ikke til at miste modet.
Og han bruger også gerne tid på at
hjælpe andre. Sådan er ånden i gruppen;
man samarbejder og sparrer hele tiden
med hinanden.
Det er heller ikke nyt for Nikolaj at
bruge sin evne til at få idéer og løse problemer
i andre sammenhænge. For nogle
år siden deltog han i Boston Consulting
Groups konkurrence ’Crack the Case’ om
at udforme en ny strategi for Red Barnets
indsamlinger. Det var ham, der kastede
bolden op til den idé, som førte til, at hans
gruppe vandt konkurrencen.
„Jeg har stor erfaring i at arbejde med
modeller og har ikke problemer med tal,
så det er let at skifte de fysiske modeller
ud med økonomiske,“ fortæller Nikolaj,
der også har flirtet med tanken om at
blive managementkonsulent.
Det der skal til
Vi afslutter vores møde med en rundvisning
blandt Harvards karakteristiske røde
murstensbygninger. Mens vi går, snakker
Nikolaj om, hvor meget han glæder sig til
at komme op i laboratoriet igen og analysere
de data, som holdt ham vågen til
klokken tre i nat – og som altså ikke er
en del af hans eget projekt.
Jeg spørger forsigtigt, om han er ironisk,
men det forsikrer han mig om, ikke
er tilfældet. Og i det øjeblik forstår jeg:
For sådan nogle som mig er Harvard et
symbol på klogskab og status; et sted, der
kan skaffe dig et hvilket som helst job.
Men Nikolaj interesserer sig mere for
de faglige udfordringer, som Harvard
tilbyder ham, end for den prestige, der
omgærder stedet. Det var Aizenberggruppens
forskning, som trak Nikolaj til
Harvard – ikke universitetets placering
som nummer et.
SCAN TO READ
FULL ARTICLES
dtu.dk/1710