Page 15

139036_DTU-avisen_4_2013_final

Klonerne er slet ikke så ens Klonede grise er ofte lige så forskellige som naturligt avlede grise, viser forskning ved DTU Veterinærinstituttet. Derfor skal forskere være påpasselige, når de bruger klonede dyr i deres forsøg. Kloning  K lonede dyr anses normalt for at være mere ens end dyr, der er undfanget på naturlig vis, da de er kopier af hinanden, præcis ligesom enæggede tvillinger. Men forskere ved DTU Veterinærinstituttet har nu påvist, at klonede grise slet ikke er så ens, som de fleste tror. „Grise-kloner viser sig ofte at være meget forskellige og reagere anderledes end den gris, de er klonet fra, hvilket går imod teorien,“ fortæller professor ved DTU Veterinærinstituttet Peter M. H. Heegaard og fortsætter: „I løbet af de sidste ti år har flere forskergrupper på verdensplan påvist samme tendenser; bl.a. at der er lige så stor variation i udtrykket af visse gener og blodmarkører hos klonede grise som hos almindeligt avlede grise. Derudover er det vist, at klonede grise ofte får forhøjet blodtryk og vejrtrækningssygdomme, selv om moderdyret ikke har disse sygdomme.“ Mange forskere antager ellers, at klonede dyr er særlig nyttige til dyreforsøg, da de vurderer, at de behøver færre individer for at opnå pålidelige resultater, fordi variationen mellem dyrene er mindre. Dette er især en fordel, når der er tale om ekstra omkostningskrævende dyr som for eksempel svin eller andre større dyr. „Der er brug for yderligere studier af forskellen mellem kloner, og hvad denne forskel skyldes, men vi kan allerede nu sige, at man som forsker skal være påpasselig med at bruge klonede dyr i sammenligningsstudier i den tro, at de er ens. Kloning er dog stadig en meget vigtig teknik, når man skal lave transgene dyr, det vil sige dyr, der har fået genetisk materiale fra en anden art,“ siger Peter M. H. Heegaard. Ligesom søskende Undersøgelserne af grisene blev udført i forbindelse med Tina Rødgaard Højbøges ph.d.- projekt ved DTU Veterinærinstituttet, som hun forsvarede i december 2012. Hun studerede, hvilken indflydelse fedme har på det medfødte immunforsvar. Og det viste sig, at der var stor forskel på, hvordan kloner og ikke-kloner reagerede. Sammenligningen blev gjort på såkaldte akutfaseproteiner i blodet og på gener, der koder for forskellige faktorer i immunforsvaret, i tre slags fedtvæv samt i levervæv. Akutfaseproteiner findes i blodet, og niveauet stiger kraftigt under betændelsestilstande. „I klonerne var niveauet af nogle af disse markører højere i forhold til niveauerne i den ikke-klonede gruppe, og for nogle markører forholdt det sig omvendt. Disse forsøg viste altså, at klonede grises medfødte immunforsvar er ændret i forhold til ikkekloners medfødte immunforsvar,“ forklarer Tina Rødgaard Højbøge og fortsætter: „Yderligere viste det sig, at variationen i, hvor meget disse genetiske markører blev udtrykt i vævet, var lige så stor indbyrdes for de klonede grise som hos de almindeligt avlede grise. Det svarer lidt firkantet sagt til, at en gruppe femlinger har lige så forskelligt medfødt immunforsvar som fem søskende, og det strider mod ideen om, at klonede dyr er identiske.“ Samme DNA, men ikke ens Sammenlagt tyder observationerne ved DTU Veterinærinstituttet altså på, at kloning ændrer afkommets medfødte immunforsvar. Andre forskergrupper har desuden observeret, at kloning også kan have effekt på dyrets adfærd – kloner er ofte mere bange og urolige end normaltavlede grise, de vejer også mindre og har ofte et højere stofskifte. Klonerne kan også se forskellige ud med hensyn til hårlængde og pletter på huden, hvilket igen tyder på, at de ikke har ens genudtryk. Kloning kan således resultere i en helt ’ny’ type gris, der responderer anderledes både molekylært og adfærdsmæssigt end det oprindelige dyr. En del af forklaringen skal i findes i, at kloning er en ret hårdhændet metode, som kan forstyrre de meget følsomme processer, der foregår under fosterudviklingen. Yderligere spiller såkaldt epigenetik formentlig en ikke ubetydelig rolle i udviklingen af forskellige kloner. Epigenetik dækker over alle de mange processer og faktorer, der er med til at påvirke, hvilke gener der bliver udtrykt, og i hvilken grad de bliver udtrykt. Det betyder med andre ord, at det bliver af mindre betydning, at DNA-sekvensen er ens i de to kloner, for det kan ende med at være forskellige gener, der rent faktisk bliver udtrykt i det enkelte dyr. - Anne Lykke Få mere at vide Peter M. H. Heegaard Professor, Sektion for Immunologi og Vaccinologi, DTU Veterinærinstituttet pmhh@vet.dtu.dk Grise-kloner viser sig ofte at være meget forskellige og reagere anderledes end den gris, de er klonet fra, hvilket går imod teorien. Peter M. H. Hegaard, profesor ved DTU Veterin ærinstitutet Foto Shuterstock 15


139036_DTU-avisen_4_2013_final
To see the actual publication please follow the link above