Page 119

Studiekatalog_2016

KANDIDATUDDANNELSEN - 2 ÅR 119 Digital Media Engineering Digitale Medieteknologier Den lynhurtige udvikling inden for digitale medieteknologier indebærer, at der hele tiden bliver skabt nye anvendelsesområder. Tænk blot på, hvordan online video, korttjenester i mobiltelefoner og sociale medier – såsom Google+, Twitter, Facebook eller online opslagsværker som Wikipedia – har ændret hverdagen for mange. For at kunne udnytte disse forandringer har vi brug for ingeniører, der kan anvende deres tekniske kompetencer i en tværfaglig sammenhæng. I løbet af uddannelsen får du derfor en dyb forståelse for både digitale medieteknologier og forretningsmæssige aspekter. Det giver dig et solidt grundlag for at starte egen virksomhed, arbejde som it-konsulent eller blive ansat som ingeniør i firmaer, der beskæftiger sig med f.eks. computergrafik og animation, udvikling af apps til smartphones og tablets eller analyse af 'big data' baseret på webindhold og sociale netværk. > dtu.dk/DME Earth and Space Physics and Engineering Geofysik og Rumteknologi På Earth and Space Physics and Engineering får du kompetencer inden for overvågning, kortlægning og udforskning af storskala fysiske strukturer og processer på Jorden, i solsystemet og i universet. Du vil komme til at arbejde med satellit-, fly- og jordbaserede målemetoder og instrumenter, databehandlingsmetoder samt matematiske og fysiske modeller til beskrivelse af de fysiske fænomener. Du bliver kvalificeret til et professionelt virke inden for udvikling og anvendelse af instrumentering, observationsteknikker, modeller, metoder, overvågningssystemer, tjenester og beslutningsstøtteværktøjer. Specielt inden for områder som miljø- og klimaovervågning, kortlægning og navigation, Jordens fysik og ressourcer samt udforskning af rummet. Når du er færdig, kan du blive ansat i ind- eller udland i højteknologiske virksomheder eller rumviksomheder – som f.eks. ESA og NASA – opmålings- og kortlægningsfirmaer, geo- og rådgivende virksomheder eller offentlige myndigheder. > dtu.dk/Earth Electrical Engineering Elektroteknologi Elektroteknologi – fra strømproduktion over elektrisk udstyr til trådløs kommunikation og robotter – har stor indflydelse på samfundets udvikling. Denne udvikling kræver højt kvalificerede ingeniører med ekspertise inden for elektroteknologiens mange discipliner. På uddannelsesretningen Electrical Engineering kommer du til at arbejde på alle niveauer fra avanceret teori, metoder og komponenter til praktiske systemer og anvendelser i f.eks. satellitter, robotter og vindmøller. Studiet giver dig jobmuligheder i mange forskellige produktionsvirksomheder, bl.a. i deres udviklingsafdelinger. Det kan f.eks. være inden for elkraft, audiologi, medikoelektronik, mobilkommunikation, radarteknologi eller satellitkommunikation. > dtu.dk/EEN Retningen udbydes også som en international kandidatretning. Læs mere på side 126.


Studiekatalog_2016
To see the actual publication please follow the link above