Page 31

Dynamo_42

HIGH PERFORMANCE COMPUTING BAGGRUND DTU 31 Det er stadig rækken af snurrende vindmøller, der fanger blikket, når man passerer DTU Risø Campus. Men i den nordlige ende af campus er noget mindst lige så betydningsfuldt ved at tage form. Supercomputere får optimale betingelser Marianne Vang Ryde B Marianne Rom, Iben Julie Schmidt ag to containeres beskedne ydre gemmer sig supercomputeren Computerome, der kan måle sig med de bedste i verden og er specialiseret til forskning i life science. Og Computerome er kun starten på DTU’s nye high performance computing-center, som kan huse supercomputere til alle mulige forskningsområder, fra vindturbulens til neutronstråling; og dertil – som en ikke uvæsentlig sidegevinst – levere fjernvarme til Risø Campus. Supercomputing eller high performance computing (HPC) hjælper forskere med at kombinere store og komplekse datamængder. Ved at koble mange computere sammen og sætte dem til at regne efter nøje planlagte algoritmer kan man for eksempel få svar på, hvordan bestemte sygdomme hænger sammen med bestemte gener, lave modeller for, hvordan vinden bevæger sig omkring en møllevinge, eller blive klogere på vore tidlige forfædres udvandring fra Afrika. Supercomputing er simpelthen måden at få maksimalt udbytte af de mange informationer, det efterhånden er muligt at indsamle. DTU har længe benyttet supercomputing på flere forskningsområder og haft forskellige computersystemer placeret i tilknytning til institutterne. Men nu er en helt ny infrastruktur specielt dedikeret til formålet indviet i det nordligste hjørne af Risø Campus. Området er 3.500 m2 stort med plads til mindst otte store containere, som hver kan rumme op til flere hundrede computere forbundet i stærke netværk. Sikkerhed og fleksibilitet i top Med en sådan ophobning af data, også følsomme oplysninger omfattet af databeskyttelsesloven, er det klart, at sikkerheden er helt central, både den fysiske sikkerhed for, at ingen ubudne gæster kan gå ind og stjæle computerne, og den it-mæssige sikkerhed for, at den ene dataejer ikke har adgang til andres data, undtagen hvis der er aftalt en udveksling. DTU Risø Campus egner sig særlig godt til formålet, fordi området på grund af den nukleare fortid er indhegnet og bemandet af en døgnvagt. Der er yderligere hegn om pladsen, som er overvåget af fire kameraer. For at sikre mod fejl og strømsvigt sidder der foran el-tilførslen et stort batteri, som kan levere nødstrøm nok til, at alle igangværende opgaver kan lukkes forsvarligt ned i tilfælde af totalt strømsvigt. Batteriet beskytter også mod kortvarig overspænding, og der er installeret ekstra fiberforbindelse. Flere HPC-containere kan nemt og enkelt tilsluttes den eksisterende infrastruktur, og hvis nye brugere skulle ønske det, kan pladsen opgraderes til en højere forsyningssikkerhed. Den gør ikke meget væsen af sig, men bag dørene i containeren står en af verdens stærkeste og mest avancerede supercomputere.


Dynamo_42
To see the actual publication please follow the link above