Page 39

DYNAMO_46

DYNAMO 46 09 16 DTU 39 vejledernes forskning snarere end at blive uddannet. Vi bør finde nye modeller med større spillerum for, at det er de unge forskere selv, der kommer med idéerne. Det vil helt sikkert give mere originale idéer.” ”Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ældre forskere bliver overflødige. Vi kan også bringe noget til bordet, simpelthen fordi vi har nået at opleve mere. Her tænker jeg ikke mindst på erfaringer, der ligger uden for selve forskningen. F.eks. er det godt at vide noget om, hvordan lovgivningsprocessen fungerer, og også den økonomiske virkelighed, som industrien opererer i. Forståelse for offentlig forvaltning og for økonomi kan være helt afgørende for, at man rammer rigtigt med sine forskningsidéer.” Har opgivet energiforskningen Når man ser på George Whitesides karriere, er det tydeligt, at han selv har fulgt den opskrift, som han anbefaler andre. Der er en høj grad af tværfaglighed i forskningen. Hans navn er knyttet til så forskellige discipliner som NMR-spektroskopi, organometallisk kemi, molekylær selvorganisering, blød litografi, mikrosystemer og nanoteknologi. Sidst, men ikke mindst har han ca. hvert tiende år foretaget markante skift, hvor han er begyndt at jagte løsninger på helt anderledes problemer. ”Når en teknologi kommer til et vist stadie, er det på tide at overlade det videre arbejde til industrien. Universiteternes rolle skal altid være at komme med nye idéer.” Det seneste skift til bløde velfærdsrobotter er svagt antydet i Nature-artiklen fra 2011, hvor sundhedsteknologi bliver nævnt. Energiområdet fylder imidlertid langt mere i artiklen. Men her løb George Whitesides højst usædvanligt panden mod en mur. ”Jeg har opgivet at bidrage med noget inden for energiforskningen. Det har simpelthen vist sig at være for svært!” Et øjeblik sidder amerikaneren tavs med et beklagende udtryk. ”Jeg synes bestemt, at energi er et meget stort samfundsproblem. Men det, som har fået mig til at opgive, er, at der i dag ikke er markedsmekanismer på plads, som gør det muligt for innovative løsninger at nyde fremme. Når du trækker strøm ud af stikkontakten, gør det ingen forskel for dig, om den er produceret på traditionel vis eller ved hjælp af grøn, bæredygtig energi. Derfor vil folk ikke betale ekstra.” Global opvarmning bekymrer ”Jeg hører til dem, der anerkender, at den globale opvarmning i det mindste delvist er forårsaget af menneskelige aktiviteter. Der vil komme et tidspunkt, hvor klimaforandringerne bliver så alvorlige, at økonomien nødvendigvis må komme i spil. Men spørgsmålet er, om det bliver for sent? Hvis vi gjorde den fossile energi dobbelt så dyr i morgen, ville det stadig vare 100 år, før effekten slog fuldt ud igennem som lavere CO2-indhold i atmosfæren.” ”Der er jo også teknologi, som kan trække CO2 ud af atmosfæren, men igen er det uklart, om det vil kunne gøres på en økonomisk bæredygtig måde.” ”Så længe de spørgsmål er uafklarede, er det svært at lykkes med selv nok så gode idéer til nye løsninger. På den måde er energiområdet vanskeligt at gå ind i som løsningsorienteret forsker. Selvom det grundlæggende problem er tydeligt, er det alligevel uklart, hvilket mål man skal stile efter.” Derfor kastede Whitesides sig i stedet over de bløde robotter. ”Sundheds- og velfærdsteknologi er et noget mere taknemmeligt område. Der er en umiddelbar gevinst for samfundet, når borgere bliver hjulpet. Derfor vil man ikke være henvist alene til markedsmekanismerne, på samme måde som tilfældet er på energiområdet.” BLÅ BOG George M. Whitesides er professor i kemi ved Harvard University, USA. Ifølge indekset Hirsch er han den mest citerede nulevende kemiker i verden. Hans navn er især knyttet til felterne NMR-spektroskopi, organometallisk kemi, molekylær selvorganisering, blød litografi, mikrosystemer og nanoteknologi. Efter sin kandidatgrad fra Harvard i 1960 opnåede George Whitesides ph.d.-graden ved California Institute of Technology (Caltech) i 1964. Derefter var han på MIT frem til 1982, hvor han blev professor ved Harvard. Whitesides er født i 1939, men har ingen planer om pensionering. Han leder fortsat en meget stor forskningsgruppe med en usædvanlig tværfaglig profil. Gruppens erklærede formål er ”fundamentalt at ændre forskningens paradigmer”. Interviewet med Dynamo fandt sted i forbindelse med George Whitesides’ H.C. Ørsted-forelæsning på DTU 26. maj 2016. Forskningen skal løse samfundsmæssige behov. Derfor skal forskerne altid kunne svare på spørgsmålet ’who cares?’ lød det fra Whitesides under hans forelæsning på DTU. Studerende på DTU fik lejlighed til at møde den utraditionelle kemiker, hvis ’soft robots’ måske vil revolutionere plejesektoren.


DYNAMO_46
To see the actual publication please follow the link above