Page 33

Dynamo_48

DYNAMO 48 03 17 DTU 33 stor interesse for bakteriekulturer, som kan forlænge fødevarers holdbarhed og på den måde forebygge madspild. ”Det bredere sigte er en kæmpe udfordring rent procesteknologisk. Rygraden i vores forretning er jo mælkesyrebakterier, og det er helt andre arter af bakterier, man skal bruge til plantebeskyttelse, sundhedsfremme eller forlængelse af mads holdbarhed. Hver art af bakterier har sine egne helt særlige krav. Men det har vist sig, at vores grundlæggende teknologiplatform faktisk er solid, også til andre arter end mælkesyrebakterier,” forklarer Susanne Grøn. Chr. Hansen har flere hundrede forskellige bakteriestammer i produktion, og i disse år kommer der ca. 25 nye stammer til hvert år. Første skridt, når en ny stamme skal i produktion, er at foretage en grundig karakterisering. Især er det vigtigt at kende bakteriens metabolisme – altså hvordan den omsætter næring. Denne opgave ligger hos Chr. Hansens forskere. Derefter kan produktionen etableres i pilotskala enten i Hørsholm eller på et pilotanlæg i Nienburg ved Hannover i Tyskland. Næste skridt bliver produktion i Frankrig eller USA. Sidste led i kæden er produktion i den største skala i Danmark. Det skyldes, at fabrikken i Avedøre producerer i størst volumen, så her går man først i gang, når produktet og processen er godt etableret. Soveposen er med i produktionshallen Virksomhedens procesingeniører har omfattende rejseaktivitet til Tyskland, Frankrig og USA. ”Netop fordi der er tale om levende organismer, kan vi aldrig tage det for givet, at en proces, der har fungeret i laboratoriet, også vil fungere i store tanke. Så hver gang det lykkes, opnår man en følelse af lykke, som man er parat til at gå langt for,” fortæller Susanne Grøn. ”Vi har soveposen med og står gerne op flere gange i løbet af natten for at tage prøver fra tankene.” Ofte møder procesingeniørerne dilemmaer i forbindelse med opskaleringen. Susanne Grøn illustrerer med et eksempel fra produktion af probiotiske bakterier – dvs. bakterier, der gavner helbredet: ”Probiotika produceres oftest som frysetørrede bakterier, der skal være stabile i mindst to år ved stuetemperatur, så de kan holde sig på hylderne hos Matas eller andre butikker. Det er meget krævende at producere en stabil bakterie. Alle enhedsoperationer i produktionsprocessen bidrager til stabiliteten af det endelige produkt. Det hænder, at procesingeniøren må vælge fermenteringsbetingelser, der giver lavere udbytte, men mere stabile bakterieceller på længere sigt.” Med andre ord kan det have stor økonomisk betydning at træffe rigtige procesvalg. ”Du skal have et holistisk blik. Det tager nogle år at lære.” Hverken erfaring eller mavefornemmelse er imidlertid nok i sig selv, understreger Susanne Grøn: ”For at være en dygtig ingeniør i vores branche skal du være god til statistik. Din beslutning skal være baseret på vægtet risiko. Dvs. at du skal kunne håndtere variable for måske 20 forskellige fermentorer. Statistik har vist sig som et utrolig stærkt værktøj. Heldigvis oplever vi, at kandidaterne fra DTU er meget kvikke på det punkt.” Slut med at spille andenviolin Ud over statistik er online proces teknologi et stærkt værktøj: ”Der sker meget inden for målemetoder, der hjælper os med at se udefra, hvad der sker inde i bakterierne. På den måde får vi et godt billede af cellernes ’fitness’.” I den snes år, Susanne Grøn har været hos Chr. Hansen, har hun set stigende agtelse for procesingeniørerne: ”Tidligere spillede vi nok lidt andenviolin i forhold til vores kolleger i forskning og udvikling. Men i de senere år er der virkelig kommet spotlight på os. Samtidig er virksomheden blevet mere kendt. Især i de seneste tre år har vi set, at dygtige unge ingeniører fra hele verden ønsker at få job hos os.” De unges interesse skyldes ikke kun, at det rent økonomisk går godt for Chr. Hansen, mener Susanne Grøn: ”Der er generelt stor fokus på positive anvendelser af bakterier. Mange virksomheder i flere forskellige brancher ser forretningsmuligheder, men de har jo ikke over 100 års erfaring med at skalere dyrkning af bakterier op i stor skala. Så banker de på hos os.” Chr. Hansen Chr. Hansen A/S er grundlagt i 1874 på produktion af enzymer til mejeribranchen, som fortsat er et vigtigt segment. I dag leverer virksomheden en lang række ingredienser til fødevare-, medicinal- og agro-industrierne verden over. Chr. Hansen har over 2.800 medarbejdere fordelt på mere end 30 lande. Hovedkontoret ligger i Scion DTU i Hørsholm. ”Vi har soveposen med og står gerne op flere gange i løbet af natten for at tage prøver fra tankene.” SUSANNE GRØ N , C H R . H A N S E N . INGREDIENSER Et større fokus på bakteriers positive anvendelser, skaber vækst i virksomheden, fortæller Susanne Grøn, Chr. Hansen.


Dynamo_48
To see the actual publication please follow the link above