KANDIDATUDDANNELSEN - 2 ÅR 121
Bioinformatics and Systems Biology
Bioinformatik og Systembiologi
Bioinformatik handler om beregningsmæssig analyse af biologiske data og spiller
i dag en vigtig rolle i næsten alle biovidenskabelige projekter. Systembiologi er et
forskningsfelt, som fokuserer på forståelsen af hele biologiske systemer, i modsætning
til tidligere tiders fokus på det enkelte gen eller protein. Udviklingen af disse felter har
i høj grad været drevet af nye teknologier, som har muliggjort billig og hurtig generering
af store mængder biologiske data, som f.eks. DNA-sekvenser, mRNA-ekspressionsdata
og protein-protein-interaktionsdata – også fra hele celler og organismer.
Bioinformatik og Systembiologi er stærkt tværfagligt og kombinerer viden fra bl.a.
molekylærbiologi, genetik, datalogi, matematik, fysik og statistik. Som færdiguddannet
civilingeniør i bioinformatik og systembiologi kan du blive ansat i firmaer, hvor der
foretages bioteknologisk udvikling (f.eks. inden for lægemidler, enzymer, fødevarer
eller lignende), men du kan også vælge at forske eller undervise.
> dtu.dk/BSB
Biomedical Engineering
Medicin og Teknologi
Samspillet mellem den menneskelige organisme og teknisk udstyr er i centrum på
Biomedical Engineering. Studiet er tværfagligt og udbydes i samarbejde med Det
Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Der fokuseres på design
af fremtidens diagnose- og behandlingsmetoder på hospitalet såvel som i felten. Du
vil som færdig kandidat kunne arbejde som civilingeniør i medikotekniske virksomheder,
på hospitaler, på universiteter og hos myndigheder. Du får en forsknings-
baseret uddannelse, hvor du kan specialisere dig inden for en række felter: Billeddiagnostik,
hvor man laver billeder af de menneskelige organer for at stille f.eks. en
kræftdiagnose. Biosignaler, hvor målinger fra den enkelte patient kan lede til forudsigelse
af f.eks. epileptiske anfald. Biomekanik og biomaterialer, hvor du blandt andet
kan beskæftige dig med karvæggens elasticitet og med implantater. Bioinstrumentering,
som kan forberede dig på at kunne reparere medicinsk udstyr i f.eks. ulande.
Hertil kommer modellering af biologiske systemer, cellers indbyrdes kommunikation
og transport af f.eks. lægemidler over cellemembraner inde i kroppen.
> dtu.dk/BME
Biotechnology
Bioteknologi
Bioteknologi er et spændende, tværdisciplinært forskningsområde i rivende udvikling.
Når der udvikles nye lægemidler, enzymer til vaskepulver og ølbrygning eller farvestoffer
og andre ingredienser til fødevarefremstilling, så er det på grundlag af de
seneste års forskningsresultater i netop bioteknologi. På studiet får du en fundamental
viden om biokemi, mikrobiologi, molekylærbiologi og procesteknologi. Du bliver
trænet i at anvende denne viden på bioteknologiske problemer, der spænder fra
grundforskningsmæssige spørgsmål til udvikling af nye cellefabrikker, og hvordan
disse opfører sig i bioreaktorer. Du vil opnå kompetence i opsamling og analyse af
mangeartede data, f.eks. ved brug af statistik, bioinformatik og matematiske modeller.
Som færdiguddannet civilingeniør i bioteknologi har du mange jobmuligheder i den
bioteknologiske industri inden for forskning og produktion af ny medicin, enzymer
og ingredienser samt inden for miljøområdet. Mange bioteknologiingeniører bliver
ansat i konsulentvirksomheder eller i den offentlige sektor.
> dtu.dk/BioTech